Risikovurdering: faktorer, klasser og bekræftelse
På denne side
Risikovurderingen er kernen i hvidvask-modulet: den samler alt, hvad Attera ved om klienten, til en risiko på to akser, hvidvask og terrorfinansiering, og lader jer bekræfte det endelige niveau med en begrundelse. Beregningen er gennemskuelig og deterministisk: samme oplysninger giver altid samme resultat, og der er intet gæt indblandet.
De fire forudsætninger
Før en vurdering kan afsluttes, skal fire ting være på plads. Du ser dem som statuskort på Overblik:
- Spørgeskemaet er besvaret af klienten.
- Screeningen af ejerne er afsluttet.
- Ejernes identitet er verificeret.
- Risikovurderingen er bekræftet af jer.
De tre første håndteres i KYC-spørgeskema og MitID og Reelle ejere og screening. Denne artikel handler om den fjerde.
Sådan beregnes risikoen
Attera beregner hver akse, hvidvask og terrorfinansiering, for sig med to enkle regler. Normal-, Lav- og neutrale faktorer tæller aldrig. Flere harmløse faktorer kan derfor aldrig trække resultatet ned.
- Én tung faktor giver Høj.For hvidvask er de tunge faktorer en bekræftet politisk udsat person (PEP) eller en nærtstående (RCA), et sanktionshit, en ejer fra et land på EU's liste over højrisikotredjelande, et land på en af bilag 3's lister, handel uden for EU/EØS med et land, der er Høj, og jeres eget Ja til, at skærpede kundekendskabsprocedurer er nødvendige. For terrorfinansiering er det sanktionshit, højrisikolande, bilag 3-lande og handel uden for EU/EØS. En PEP løfter ikke terrorfinansiering.
- Ellers giver to høje faktorer Høj. Én almindelig høj faktor, fx at kunden er kontantbaseret, giver Normal. To giver Høj. På terrorfinansiering tæller kun de faktorer, der er relevante for terror: lande og geografi, kontanter og kontanttunge brancher, alternative pengeoverførsler, anonymitet, betalinger fra ukendte tredjemænd og kryptoaktiver.
- Ellers Normal. Er der ingen høje faktorer, ender resultatet på Normal.
Under niveauerne står én linje om, hvorfor beregningen landede, hvor den gjorde, fx hvidvask Høj: PEP eller Normal: 1 høj faktor (Høj kræver 2). Den samme linje står i vurderingsnotatet.
Beregningen giver aldrig Lav. Hvidvaskloven tillader kun lav risiko, når I aktivt har konstateret og dokumenteret den, så Lav er altid jeres eget valg med en skrevet begrundelse.
Hvor faktorerne kommer fra
Faktorerne har tre kilder.
Automatiske faktorer
Attera udleder en række faktorer selv, uden at nogen behøver taste dem. Blandt dem er klientens branche (fx kontanttunge brancher trækker op), virksomhedstype, de købte ydelser fra aftalebrevet, om en ejer er en politisk udsat person, om der er sanktionsmatch, og om en ejer har statsborgerskab i et af landene på EU's liste over højrisikolande.
Klientens svar (KYC)
Spørgeskemaet, klienten besvarer, giver en række faktorer, fx om selskabet modtager kontanter, handler med varer af høj værdi eller bruger usædvanlige betalingskanaler. Indtil klienten har svaret, står der et gult banner Afventer svar fra klient med en genvej Gå til besvarelser →.
Jeres egen vurdering
Til sidst besvarer I selv en række vurderingsspørgsmål, fx om ydelsen er forbundet med øget risiko, hvor kunden har hjemsted, hvor ofte I er i kontakt, om kunden er kontantbaseret, og om der er behov for skærpede eller lempede kundekendskabsprocedurer. Spørgsmålene her er ligesom KYC-skemaet sat op for jeres firma. Til hvert svar kan du skrive en Uddybning. Svarene gives med Ja/Nej-knapper, et Vælg…-felt eller fri tekst.
Bilag 2 og 3
Hvidvaskloven kræver, at vurderingen som minimum inddrager faktorerne i lovens bilag 2 (begrænset risiko) og bilag 3 (øget risiko). Attera afgør hver faktor ud fra CVR, ejerkreds, legitimation, landelister og svarene, også svarene på jeres egne vurderingsspørgsmål. En faktor, som hverken data eller et svar afgør, står som ikke vurderet i vurderingsnotatet og blokerer ikke bekræftelsen. En faktor fra bilag 3, der er til stede, tæller som høj risiko, og et land på bilag 3's lister er en tung faktor. Bilag 2 sænker aldrig beregningen. Alle faktorer står i vurderingsnotatet.
Klasserne
Risikoen udtrykkes som Lav, Normal eller Høj, beregnet særskilt for hvidvask og for terrorfinansiering. En faktor, der ikke trækker op, fx "ingen PEP blandt ejerne", står som Normal.
Gem og bekræft
Den beregnede risiko er et forslag. Det er jeres bekræftelse, der gør den til en beslutning. Så længe vurderingen ikke er bekræftet, står der et rødt banner Risikovurderingen er ikke bekræftet endnu.
Vælg jeres niveau
Sæt Jeres vurdering: Hvidvask og Jeres vurdering: Terrorfinansiering til Lav, Normal eller Høj. Ofte følger I den beregnede risiko, men I kan afvige.
Angiv en årsag
Vælg en Årsag til vurdering, fx Normal gennemgang, Ny klient, Ændring i ejerforhold eller Periodisk revurdering.
Begrund en afvigelse
Afviger jeres niveau fra det beregnede, skal I skrive en Jeres begrundelse. Den er påkrævet netop dér, og altid når I vælger Lav på en af akserne. Attera minder dig om det med teksten om, at vurderingen afviger fra den beregnede score.
I kan ikke vælge under Høj, når loven selv kræver skærpet kundekendskab: en bekræftet PEP eller nærtstående (§ 18), et bekræftet sanktionshit eller en ejer fra et højrisikotredjeland på EU's liste (§ 17). Lav og Normal er da slået fra, og grunden står under feltet.
Gem og bekræft
Tryk Gem vurdering undervejs og Bekræft risikovurdering, når den er endelig. Herefter står der en grøn opsummering med hvem der bekræftede og hvornår, og en Rediger-knap, hvis noget skal ændres.
Opdatering efter en hændelse
Sker der noget på en låst vurdering, fx en ny eller fjernet ejer eller et nyt PEP- eller sanktionshit, opretter Attera en opdatering af vurderingen. Legitimation, spørgeskema og en § 18-godkendelse fra den seneste vurdering genbruges, så kun det, hændelsen berører, skal ajourføres.
Et genbrugt ID, der er udløbet siden, stopper ikke opdateringen og kræver ingen stillingtagen, fordi det var gyldigt, da det blev verificeret. Det fornyes ved næste fulde vurdering, eller når I vælger Kræv ny legitimation.
Automatisk bekræftelse
Er risikoen uændret, bekræfter Attera selv risikovurderingen og låser opdateringen med vurderingsnotat. Uændret betyder, at der ingen bekræftet PEP, bekræftet sanktion eller åbent hit er på vurderingen, at sagen ikke er skærpet, og at den beregnede risiko højst er det niveau, I bekræftede sidst. Attera bekræfter aldrig et lavere niveau end jeres. En beregnet eller tidligere bekræftet Høj bekræfter I altid selv, og det samme gælder Lav: Attera bekræfter aldrig Lav automatisk. Notatet og Aktivitet viser, at bekræftelsen er automatisk.
Bekræftet sanktion
Bekræfter I et sanktionshit, viser Risikovurdering en sektion om sanktionen. Udfyld, hvornår og hvad der er meddelt Erhvervsstyrelsen, regimet, en eventuel underretning via goAML (ved terror, Iran og Nordkorea) og beslutningen om kundeforholdet, og tryk Registrér beslutningen. Vurderingen kan ikke låses, før beslutningen er registreret. Beslutningen står i vurderingsnotatet og på Aktivitet, og en senere opdatering genbruger den, så længe den sanktionerede ejer er i ejerkredsen.
Revurderingsintervallet
I den mørke Screening og risiko-boks sætter du Revurderingsinterval pr. klient: 1, 2, 3 eller 5 år, hvor 5 år er standard. Datoen for næste evaluering regnes fra den seneste fulde vurdering. En opdatering efter en hændelse flytter den ikke. Er sagen skærpet (bekræftet PEP, bekræftet høj risiko eller en bekræftet sanktion), gælder højst 1 år regnet fra hændelsen, men kun hvis det giver en tidligere dato. En klient dukker op under Nær deadline, når der er to måneder eller mindre til, også mens en opdatering er i gang.
Ofte stillede spørgsmål
Ja. Attera beregner et forslag; I træffer beslutningen. Vælger I et andet niveau end det beregnede, beder Attera jer om en begrundelse, så afvigelsen er dokumenteret.
Fordi et aktuelt hit i screeningen, fx en bekræftet politisk udsat person eller et uafklaret match, altid vises som Høj på alle oversigter. Det er en bevidst sikkerhed: det vigtige hit må aldrig gemme sig. Jeres bekræftede niveau og begrundelse bevares uændret som den dokumenterede beslutning ved siden af.
Nej. Både beregningen af risiko og det færdige vurderingsnotat er deterministiske og bygget på faste regler og sagens data. Attera AI bruges kun til at kontrollere uploadet legitimation, se KYC-spørgeskema og MitID.
Kun hvis det er en tung faktor, fx en bekræftet PEP, et sanktionshit eller et højrisikoland. En almindelig høj faktor alene giver Normal; to giver Høj.
Så danner Attera automatisk vurderingsnotatet og låser vurderingen. Vil du ændre noget bagefter, opretter du en ny vurdering. Sker der noget i ejerkredsen eller screeningen, opretter Attera selv en opdatering.
Kunne notatet ikke dannes, står der Dan vurderingsnotat under Dokumenter. Notatet bærer jeres eget logo fra firmaindstillingerne, og uden et logo dannes det uden.
Flere artikler i Hvidvask
Fik du ikke svar på dit spørgsmål? Skriv til info@attera.dk.